LIV, ENERGI

OG GLÆDE

Det er det, jeg gerne vil give dig med dine billeder.  


Jeg elsker samspillet, der opstår, når det gode billede skal laves. Jeg fokuserer og lægger energi i hver eneste fotografering - fordi jeg glæder mig på dine vegne, når du får lige det billede, du ønsker. 


Børn og deres umiddelbarhed er fantastisk at fange på billeder. Jeg er til stede sammen med børnene - voksne har ofte lært en tålmodighed, som man endnu ikke kan kræve af børn. Jeg oplever, at når jeg går med i børnenes umiddelbare leg og er opmærksom på deres energi og fokus, så slapper forældrene også af og kan være 100% til stede. Det giver den bedste oplevelse for alle.


Stemningen ved et bryllup er også altid en fornøjelse at forevige. Den lidt nervøse, men spændte, brudgom. De glade gæster. Den forventningsfulde brud. Alt går op i en højere enhed! Jeg fanger det hele for jer, så I kan se tilbage og genkalde jer dagen, når hverdagene igen bare ruller, mens tiden flyver afsted.


Har du endelig fået samlet hele familien og vil have taget et billede af jer alle, så I husker, hvem I var, da I var, som I er nu - så er det også en kæmpe fornøjelse for mig at hjælpe med det. Jeg kommer selv af en stor familie, der hele tiden udvider sig, så jeg ved, hvor godt det er at have et billede, hvor ALLE er med på. I kommer ikke til at fortryde det!


Jeg tager også gerne ud til virksomheder og tager portrætter af ansatte og/eller arbejdsgange, hvis der er brug for nye billeder til hjemmeside og reklamemateriale.


Derudover laver jeg også portrætter og gruppebilleder af børn og voksne i institutioner, hvor der er brug for nye billeder årligt.

HVEM ER JEG, HVAD KAN JEG

TILBYDE?

Jeg er født i 1989, og jeg har fotograferet professionelt siden 2009.


Jeg elsker at fotografere - at fange det helt særlige øjeblik, den smukke udsigt, den intense eller unikke stemning. 


Jeg fotograferer både i eget studie, på udendørs lokationer, og også gerne hjemme hos dig, hvis det er et ønske.


Jeg blev færdigudlært i februar 2020 - og  derefter startede jeg som selvstændig fotograf med eget studie. Jeg ønsker at give dig lige præcis de billeder, der viser en del af dit liv - det, som er vigtige minder for dig!


Jeg bor på en gård mellem Grindsted og Sdr. Omme sammen med min mand og vores 3 børn. Jeg løber og træner i min fritid, så min krop kan holde til at fotografere i mange år endnu. 



I skaber minderne,

jeg hjælper jer med at forevige dem.